Søren Christian Søndergaard Poulsen

<start of post>

Vi har i årevis bildt os selv ind, at mere teknologi er lig med mere fremskridt.

Men sandheden er ofte den modsatte.

Jeg sad i går og kiggede på en række enterprise-arkitekturer, og det slog mig: Vi bygger digitale monumenter over vores egen manglende evne til at sige nej.

Hver gang vi implementerer en ny AI-agent, lægger vi endnu et lag ovenpå en organisation, der i forvejen er ved at drukne i koordinering, overleveringer og ligegyldige statusmøder.

Det er additionslogik, når vi har brug for substraktion.

Hvor mange prompts du kan skrive.

Hvor mange licenser du har købt.

Hvor mange PoC'er der kører i kælderen.

→ Hvor meget unødvendigt arbejde har du fjernet?

→ Hvor mange beslutningsled har du dræbt?

→ Hvor meget tættere er du kommet på den reelle værdiskabelse?

Hvis AI bare bliver brugt til at sætte strøm til dårlige processer, så ender vi bare med at lave fejl hurtigere end nogensinde før.

Det er det, jeg kalder 'digitalt havearbejde' — det skal passes, plejes og luges hver eneste dag, og hvis du glemmer det, så overvinder ukrudtet (kompleksiteten) dig lynhurtigt.

For god ordens skyld: Jeg elsker teknologi.

Men jeg hader overflødig organisation.

Hos syv.ai prøver vi at spole baglæns. Vi starter med virkeligheden og arbejder os hen mod teknologien. Ikke omvendt.

Det er på ingen måder sexet.

Men det virker.

(Og ja, det gælder også mine egne arbejdsgange. Jeg har lige slettet tre 'automatiseringer', der egentlig bare skabte mere støj end værdi. Det føltes fantastisk.)

<end of post>